Min baggrund for at arbejde i institutionspsykologen.dk bygger på en bred erfaring både fra før og efter min psykologuddannelse med at arbejde indenfor feltet. Jeg blev cand. psych. fra Københavns Universitet i 1997. I 2002 blev jeg autoriseret og i 2008 blev jeg specialist i børnepsykologi / klinisk psykologi.
Under psykologistudiet arbejdede jeg dels på Børnepsykiatrisk afdeling Bispebjerg, dels som vikar i en fritidsklub for unge, dels som støttepædagog i en vuggestue. Jeg har været ansat som familiepsykolog i Høje Taastrup Kommune, som psykolog i en specialbørnehave for børn med tale- og sprogvanskeligheder (Falkonergården på Frederiksberg), som psykolog på Baunegård Behandlingshjem (en døgninstitution og skole for børn og unge med autisme), som PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) psykolog i Herlev og som psykologisk konsulent for selvejende daginstitutioner både i Børneringen, Gentofte Børnevenner og Frie Børnehaver. Sideløbende hermed har jeg siden 2006 haft min egen praksis.
Som det fremgår af nedenstående er jeg interesseret i mange sider af psykologien og mange metoder. Gennem medlemsskaberne af diverse psykologiske selskaber og andre faglige sammenhænge deltager jeg i mange kurser om året for løbende at vedligeholde og videreudvikle min faglighed. I mit arbejde med klienter er mit fokus altid på ressourcerne - ikke på begrænsningerne, og på fremtiden mere end på fortiden. Min erfaring er, at arbejdet med vanskelige problemstillinger fremmes gennem metoder, der er legende og kreative.